Virksund Camping en oplevelse for livet.
I slutningen af halvfjerdserne, før nogen havde tænkt på mobiltelefoner, computere, Facebook eller Twitter, var der tid til at nyde solopgangen over fjorden. Der blev landet fisk ad libitum i det lille fiskerleje ved Virksund. Snart mødtes sommerhusejerne, campisterne samt de fastboende for at besigtige dagens fangst. Der blev gjortgode handler, og middagsmaden stod gerne på friske skrubber, ål eller sild...
Dette var mit første indtryk af Virksund, hvor jeg netop havde erhvervet campingpladsen samt købt købmandsforretningen, for at flytte den ned til pladsen. Det hele begyndte at give et fornuftigt afkast, idet der også kom sommerhusudlejning til driften. Grundet familieforøgelse blev virksomheden solgt i 1986, dog stadig med Virksund som boligadresse.
Interessen for salg af campingpladser tog sin begyndelse i slutningen af 1986, idet jeg var blevet medejer af Ejendomscentret i Skive. Allerede i 1991 var salget af campingpladser blevet af en sådan størrelse, at jeg valgte at blive alene med henblik på at drive mæglervirksomheden fra hjemmet i Virksund.
I 1997 købte jeg et vandrerhjem i Ry ved Silkeborg for at omdanne det til kursus- og feriecenter. I begyndelsen var centret bortforpagtet, men fra 2007 overtog jeg selv driften. Jeg optimerede driften med fremadrettede investeringer.
Finanskrisen i 2008 ramte hårdt, og trods de store investeringer i gav driften stadig røde tal, i lighed med ca. 75% af de øvrige virksomheder inden for branchen. Mæglerfirmaet mistede også en større omsætning, idet det var blevet umuligt at få pladserne finansieret i forbindelse med ejerskifte. Det gik, som det nu måtte gå i en sådan situation. Jeg måtte kapitulere og lukke.
Virksund Camping blev købt tilbage i slutningen af 2011. Pladsen blev derefter bortforpagtet med en forkøbsret. Desværre formåede forpagteren ikke at opnå en rentabelt drift, hvorefter jeg, af selskabet, blev ansat som lejrchef fra 1. juli 2015.
Nogle år i forvejen havde jeg mødt mit livs kærlighed – min hustru Ana, som underviser i violinspil på musikskoler i det østjyske, når hun da ikke i ledige stunder går tur med mig og vor store hund, Mille, her i Virksund. Jeg er vendt tilbage til min hjemstavn og nyder udfordringen i at drive en af de dejligste campingpladser i Danmark. Solen står igen op over Virksund Camping.
Venlig hilsen
Hans Korsgaard
