Attraktioner tæt ved Virksund Camping
Der er en årsag til, at stedet ved Virksund var et af de mange udskibningssteder, som vore forfædre, vikingerne, benyttede, når de drog på langfart. Fjorden ligger centralt i Limfjorden og er samtidigt godt beskyttet. I øvrigt fortæller egnens mange gravhøje samt i tusindvis af fund af flinteredskaber om, at egnen her har været beboet i tusinder af år.
Fjorden er en attraktion i sig selv, og den indbyder til mange maritime aktiviteter. Den nærtliggende Virksund Lystbadehavn er et udtryk herfor. Badelivets glæder i fjorden er også selvskrevne, og for lystfiskerne er der også store muligheder. Ikke udelukkende i fjorden men også de mange åer i området, Simested Å, Karup Å og Jordbro Mølle Å.
Naturen i Limfjordslandet er utroligt afvekslende. Skove, heder og plantager veksler mellem de dyrkede marker. Overalt får man et glimt af den blå Limfjord. Som en slags fællesnævner.
Det er netop denne natur, som i en ganske særlig grad har inspireret Limfjordslandets mange kunstnere. Jeppe Aakjær boede størstedelen af sit liv på gården ”Jenle” ved Skive Fjord, en af Limfjordens mange grene. Hans fascination af naturen kender vi alle , og fra Virksund kan vi se lige over til Himmerland, hvis mennesketyper og natur er beskrevet så stærkt af Johannes V. Jensen. Rækken af kunstnere er lang. Også nutidige, hvor mange kunsthåndværkere har åbnet deres værksteder for besøgende.
Denne skønne egn er ramme om en perlerække af seværdigheder og aktivitetsmuligheder. Frilandsmuseet ”Den gamle landsby” på Hjerl Hede er en anden oplagt mulighed. Eller måske tage på ø-cruise i Limfjorden. Livø og Fur er hver især besøg værd. Du kan også gå ”under jorden” og besøge kalkgruberne i Daugbjerg og Mønsted.
Spøttrup Borg er Danmarks ældste middelalderborg, og her kan du sommeren igennem opleve, hvordan livet formede sig i middelalderen. Var det en idé at tage til middelaldermarked og se riddere i drabelige kampe. Måske endda selv deltage?
Har man et shopping-gen er Viborg og Skive begge at anbefale, og hvis interessen går i retning af kunst, har Limfjordslandet en perlerække af gallerier, museer, kunstsamlinger – for da slet ikke at nævne kirkerne, som hver især rummer en del af vor kulturhistorie.
Jyllands store sommerlande og dyreparker ligger inden for en radius af 150 km.
Men den allerstørste oplevelse som campist er nok at lave ingenting og ”blot” hygge sig med snak med familie og venner eller en stille gåtur langs fjorden. At slå smut – eller finde pæne sten.